Dolomitterne - Val di Fassa (hytte-til-hytte)

Marmolada-bjerget, "Dolomitternes dronning", troner stolt over massivets vældige rækker af tinder. De forrevne klippeformationer og kilometerhøje bjergvægge præger det spektakulære landskab. Om vinteren er Val di Fassa verdensberømt for slalom- og langrendsløjperne omkring Canazei, men om sommeren er det et sandt paradis for vandrere.

På denne tur ledsages gruppen af vores turleder og hver dag vandrer vi til en ny charmerende bjerghytte i flotte omgivelser, hvor vores vært står klar med et godt aftensmåltid og en komfortabel seng. Vi følger en imponerende og afvekslende rute, som går gennem smalle lange dale, over bølgende græsgange, gennem stemningsfulde skove, langs bjergsider og ad højderygge. Hver dag oplever vi den ene betagende udsigt efter den anden i områderne omkring Passo Pordoi, Passo Fedaia og Passo Sella (der også er kendt fra cykelløbet Giro d'Italia).

Det kan ikke undre, at de dolomittiske alper kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2009 som kun det andet italienske naturområde. Glæd dig til en mindeværdig rundvandring!

  • Vandreture i spektakulære mangeartede omgivelser - imponerende bjerge, smukke bjergsøer, grønne dale og idylliske græsgange.
  • Vi vandrer fra hytte til hytte og får bagagen kørt mellem overnatningsstederne.
  • Overnat i hyggelige og komfortable bjerghytter med naturskøn beliggenhed.
  • Oplev de formidable udsigter over Nicolo-passet, Marmolada og Vajolet-dalen, for blot at nævne nogle.
  • God chance for at se Dolomitternes særegne bjergflora og -fauna, bl.a. murmeldyr, gemser, bjerggeder, kongeørne og falke.
  • Oplev den berømte og hyggelige by Canazei og det legendariske klatreområde ved Torri del Vajolet.
  • Certificeret italiensk bjergguide leder gruppen på hele turen rundt i bjergene.

Dag 1: Ankomst til Val di Fassa

Fly fra København sidst på eftermiddagen til Venedig og kørsel til turens startsted i Val di Fassa. Vi indkvarteres på hotel den første nat i en smukt beliggende bjergby med udsigt over Dolomitterne. (-/-/A)

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING
På turen overnatter vi på sovesal i bjerghytter (fem nætter) og på dobbeltværelse på hotel (to nætter). Hytterne er gode komfortable bjerghytter med en spektakulær beliggenhed. På første- og sidstedagen overnatter vi i dobbeltværelse på hotel. På dobbeltværelserne er sengene redt op til jer, og der er håndklæder. I bjerghytterne er der tæpper, så det er derfor ikke nødvendigt med en sovepose, men du skal medbringe en lagenpose til nætterne i bjerghytter.

FORPLEJNING
Turen er med halvpension, dvs. morgen- og aftensmad. Om aftenen serveres aftensmaden i spisesalen, hvor man spiser sammen med de andre vandrere, som overnatter i hytten. Frokostpakke kan bestilles i bjerghytten (bestilles ved hytteværten aftenen før), men denne er ikke inkluderet i turens pris og betales lokalt. Det fremgår af dagsprogrammet hvilke hovedmåltider, der er inkluderet eller ikke inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

VANDRINGERNE
Turen byder på seks vandredage, hvor vi hver dag vandrer til et nyt overnatningssted. Op- og nedstigninger er på mellem 330 og 1350 højdemeter om dagen. De enkelte dagsvandringer er mellem 5 og 7 timers varighed (dertil kommer pauser). For at deltage på turen bør du være i god form og gerne være vant til at vandre.

På turen får vi vores store bagage kørt frem til næste overnatningssted. Du bærer derfor kun en lille dagtursrygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, vandflaske, regntøj, kamera mm. Kørsel af bagage gælder kun på selve vandreruten, dvs. fra det ene overnatningssted til det andet. Du må derfor selv transportere din bagage over kortere strækninger, såsom til og fra lufthavnen.

Bemærk at det én nat (dag 5) ikke er muligt at køre bagagen til hytten, hvorfor du denne nat ikke har adgang til din store bagage. Derfor skal du selv bære lagenpose, toilettaske mm. på vandreetapen på dag 5. Du genfinder din bagage igen i bjerghytten på dag 6. Du skal også være opmærksom på, at du om eftermiddagen på dag 4 selv skal bære din store bagage fra liften til hytten (ca. 10 minutters gang).

Der er mulighed for at efterlade evt. overskydende bagage, som du ved du ikke får brug for i bjergene. Det er praktisk, hvis du medbringer en let taske eller en kraftig plastik pose til den del af bagagen, som skal opbevares, mens du er i bjergene.

TURLEDER
Turlederen på denne tur er en italiensk certificeret bjergguide (engelsktalende), som ledsager gruppen på alle vandringerne. På ankomstdagen vil turlederen afholde et informationsmøde og fortælle nogle praktiske ting omkring vandring og i korte træk informere om de kommende dages vandringer. Turlederen møder hver morgen gruppen på hotellet, men overnatter ikke på hotellet sammen med gruppen.

INKLUSIVE

  • Fly København - Venedig t/r
  • Kørsel Venedig - Vigo di Fassa t/r
  • Overnatning i sovesal (5 nætter)
  • Overnatning i delt dobbeltværelse (2 nætter)
  • Halvpension (morgenmad og aftensmad)
  • Lift- og buskort til lifte og lokale busser i forbindelse med vandringerne
  • Certificeret bjergguide (engelsktalende)
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Drikkevarer
  • Evt. entréer
  • Evt. tillæg for enkeltværelse v. hotelophold dag 1 og 8 (kan bestilles, kr. 450)
  • Evt. turistskat, som nogle italienske byer indførte i 2011. Ca. 2 € pr. person pr. overnatning (beløbet kan variere og betales på stedet)
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Bookinggebyr kr. 145