Nytår på den kanariske ø La Palma

La Palma med tilnavnet "la isla bonita" (den smukke ø) er den nordvestligste af de syv kanariske øer, og den er på størrelse med Bornholm. Øens højeste punkt er 2426 m over havets overflade. La Palma har en varieret natur med imponerende bjerge, golde lava-landskaber, frodige bananplantager og smukke strande med sort lava-sand. Rundt om i bjergene ses små idylliske landsbyer, og der er mange fredede naturområder. La Palma er en vulkanø ligesom de øvrige kanariske øer. Her er et lunt klima året rundt.

På La Palma er der et veludbygget net af vandreruter, og vi kommer hele vejen rundt, både til nordkysten og det spændende område midt på øen, hvor et af verdens vigtigste stjerneobservatorier ligger. Området tiltrækker mange stjernekiggere, da lysforureningen er meget lav. Desuden skal vi vandre på den sydlige del af øen, hvor vandrestien følger højderyggen.

  • Oplev de mest imponerende vandreruter i La Palmas varierede natur.
  • Nyd fridagen i hovedstaden Santa Cruz, som ligger ud til kysten på den østlige del af øen. Oplev byens smalle gader eller besøg stranden
  • Oplev udsigtspunktet Mirador de Las Barandas med den imponerende udsigt over biosfærereservatet Los Tilos
  • Vandring ad GR130 mellem citruslunde, avocado-plantager og vinmarker

 

Dag 1. Med fly fra Københavns Lufthavn, Kastrup, eller Billund Lufthavn til Santa Cruz på La Palma

Gruppen mødes i lufthavnen i Santa Cruz, øens hovedstad, og sammen kører vi i bus (10 minutters transport) til vores hotel i Santa Cruz. Vores lokale guide møder os kl. 16:00 til ca. 2 timers guidet bytur i Santa Cruz, som er kendt for sine gamle huse med smukke balkoner og charmerende stejle gader. Dagen slutter med fælles aftensmad og information om ugens vandringer. (-/-/A)

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING

Vi har base på hotel i hovedstaden Santa Cruz. Alle værelser har eget bad og toilet.

Enkeltværelse kan bestilles (se tillæg under information om pris).

FORPLEJNING

Vi spiser morgenmad på hotellet. Aftensmad den første dag samt nytårsmenu med champagne er inkluderet i prisen.  Frokost kan du købe undervejs på vandringerne eller inden dagens vandring, hvor der er supermarkeder og caféer tæt på overnatningsstedet. Aftensmaden kan nydes på hotellet eller nærliggende restauranter. Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider er inkluderet i turens pris.

VANDRINGERNE

Turen byder på fem vandredage og en guidet bytur. Vandringerne består af bjergvandringer på gode stier af ca. 5-6 timers varighed (ekskl. pauser). Terrænet er kuperet med op- og nedstigninger. Vandringerne ledsages af en engelsktalende turleder med et indgående lokalkendskab. Der er ikke krav om højt konditionsniveau for deltagelse i turen. Du skal dog være i stand til at vandre 5-6 timer om dagen i varmt vejr. Vi har fast base på hotel i hovedstaden, så under vandringerne bærer du kun en mindre rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, drikkedunk, regntøj og kamera.

Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer.

INKLUSIVE

  • Overnatning i dobbeltværelse
  • Morgenmad alle dage
  • Aftensmad dag 1 og dag 5 (nytårsmenu med champagne)
  • Transfer i bus til og fra de daglige vandreture
  • Lokal guide (engelsktalende)
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Frokost alle dage
  • Aftensmad (dog undtaget dag 1 og dag 5)
  • Evt. entréer
  • Drikkevarer
  • Tillæg for enkeltværelse (kan bestilles, kr. 1500)
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Bookinggebyr kr. 145