Gendarmstien, fra Padborg til Sønderborg, 5 dage

Tag med på vandretur i Gendarmernes fodspor langs den smukke Flensborg Fjord og få et indblik i en spændende kulturhistorie, samt en fantastisk og særegen natur. Vandringen starter i Padborg, lidt nord for den dansk-tyske grænse, og ender i den hyggelige og smukt beliggende by, Sønderborg. Den 84 kilometer lange Gendarmsti bugter sig langs fjorden fra Padborg ved grænsen og nordøst på til Als. Vandreruten byder på et varieret og til tider kuperet landskab, med smukke udsigter over området og fjorden. Der er rig mulighed for at opleve sjældne planter og dyr samt mange interessante biotoper og landskaber - fra orkideer, frøer og fugle, til tunneldale, klinter og stenrev. Samtidig kan du gå på opdagelse i historien, der knytter sig til Gendarmstien og grænselandet.

Undervejs overnatter du på hyggelige hoteller og B&B. Din bagage bliver kørt til næste overnatningssted, så du kan nyde vandringerne.

Oplev Sønderjyllands fantastiske natur, rige dyreliv og spændende historie

  • Vandring langs den smukke Flensborg Fjord
  • Gendarmstien - Danmarks første certificerede vandresti
  • Nyd vandringen, mens din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted
  • Fordyb dig i historien om 1864 og oplev Dybbøl Banke og Dybbøl Mølle
  • Bo på hyggelige overnatningssteder - midt i det smukke landskab
  • Nyd udsigterne over Sønderborg Bugt, Flensborg Fjord, Tyskland og Okseøerne.

Dag 1: Ankomst til Padborg

Ankomst og indkvartering på overnatningsstedet i Padborg. Det er muligt at tjekke ind på værelset fra kl. 15:00, men kommer du tidligere, er du velkommen til at stille din bagage, og se lidt nærmere på området, som bl.a. byder på Bov Museum (Oldemorstoft) samt Kobbermølle, som var den første fabrik, der blev anlagt i det slesvigske område. (-/-/-)

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING

På turen overnatter du på kro, hotel samt B&B. På dag 4 bliver du hentet ude på ruten og kørt til overnatningsstedet, og på dag 5 bliver du om morgenen kørt ud til det sted, hvor din vandring sluttede i går. Overnatning er i dobbeltværelse. Enkeltværelser kan bestilles mod tillæg.

Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, andre steder med delt bad og toilet. Vi har bestræbt os på at vælge gode steder tæt på Gendarmstien, og fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab, og at værterne vil gøre deres bedste for at du får en god oplevelse.

FORPLEJNING

Turen er inklusive morgenmad og aftensmad - dog ikke aftensmad på ankomstdagen, dag 1. Derudover er frokostmadpakke inklusive på dag 4 og dag 5. Madpakke dag 2 og dag 3 kan bestilles (dagen før) og betales på overnatningsstedet. Der er et enkelt sted på turen, hvor du selv skal smøre din madpakke.

Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet, eller ikke er inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

VANDRINGERNE

Dagsvandringerne er på mellem 16 og 20 km. I dag-til-dag-programmet er angivet et antal kilometer pr. dag. Dette er en ca. angivelse, idet antallet af kilometer pr. dag afhænger af, hvilket overnatningssted der er reserveret til dig, og hvor tæt på/langt fra ruten, det ligger.

Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kun bærer en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera mm

REJSEN DERTIL

Start: Første dag er en ankomstdag. Turen starter i Padborg. Du skal selv sørge for at komme til turens startsted (med offentlig transport eller privat bil). Der kører tog til Padborg fra hele landet, og bus videre herfra til overnatningsstedet. Se www.rejseplanen.dk. Du kan tjekke ind efter kl. 15:00.

Gendarmstien starter ca. 700 meter fra dit overnatningssted i Padborg.

Slut: Turen slutter sidst på eftermiddagen i Sønderborg (efter ca. 16 km vandring). Sønderborg er stationsby, og der kører tog til hele landet. Holder din bil parkeret i Padborg, kan du tage bussen fra Sønderborg tilbage til Padborg. Du kan forlænge din tur med en ekstra nat i Sønderborg. Bagagen kan leveres begge steder. Forlænger du, anbefaler vi, at du også finder tid til at vandre stykket af Gendarmstien mellem Sønderborg og Høruphav (ca. 9 km). Bussen mellem Sønderborg og Høruphav tager ca. 10 minutter. Se www.rejseplanen.dk.

GENDARMSTIEN
Ordet "gendarm" kan ledes tilbage til det franske "gens d'armes" og betyder "mænd under våben". De franske gendarmer var elitesoldater og fungerede i 1400-tallet som livvagter for kongen. Siden udviklede deres opgaver sig til også at omfatte bistand til politiet i kritiske situationer. Grænsegendarmeriet blev dannet i 1839 for at beskytte toldvæsnets embedsmænd ved Hertugdømmernes grænse langs floden Elben. Efter nederlaget i 1864 rykkede den danske grænse mod nord til Kongeåen, og i 1866 flyttede gendarmeriet med. Ved genforeningen i 1920 rykkede grænsegendarmerne igen sydpå og patruljerede langs den nuværende dansk-tyske grænse fra Vadehavet i vest til Als´ sydspids i øst. Gendarmstien er trådt af disse gendarmer, som har vandret frem og tilbage langs grænselandet for at holde udkig efter smuglere, som forsøgte at bringe varer ind eller ud af landet uden at betale den told, der gennem århundreder var Danmarks vigtigste indtægtskilde. Grænsekontrollen overgik i 1958 til politiet, og gendarmkorpset blev historie efter mere end 100 års virke. Men stien blev der og i 1980'erne begyndte man for alvor at få øjnene op for dens fantastiske forløb og rekreative værdier.

I dag strækker Gendarmstiens 84 kilometer sig fra Skovby på Als, gennem Høruphav, Sønderborg, forbi Dybbøl og Vemmingbund, rundt om Broagerland, Rinkenæs, Kollund og til den dansk-tyske grænse ved Padborg. Du følger kysten det meste af vejen, og vandrer gennem et smukt og afvekslende landskab med skove, marker, moser, enge og imponerende kystskrænter med storslåede udsigter. Gendarmstien blev i 2015 optaget på den eftertragtede liste over "Leading Quality Trails - Best of Europe", som er den højeste certificering, vi har af vandreruter i Europa. Det betyder bl.a., at den er rigtig godt skiltet, og at tilgængeligheden bliver godt vedligeholdt.

INKLUSIVE

  • Overnatning på kro, hotel og B&B
  • Morgenmad alle dage
  • Frokost dag 4 og dag 5
  • Aftensmad alle dage - med undtagelse af ankomstdagen, dag 1.
  • Vandrekort (1 sæt pr. par/gruppe)
  • Kørsel af bagage (1 stk. bagage pr. person, max. 15 kg) mellem overnatningsstederne
  • Persontransfer fra og til Gendarmstien på Broager Land
  • Oplysninger, anbefalinger og praktiske tips
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • Ekstra overnatning i Sønderborg. Kr. 500 pr. person inkl. morgenmad i dobbeltværelse/kr. 800 i enkeltværelse.
  • Bagagetillæg ved solo-rejsende kr. 750
  • Frokost dag 2 og dag 3 (kan bestilles på overnatningsstedet dagen før)
  • Drikkevarer
  • Ekstra sæt vandrerkort (Kan bestilles, kr. 200)
  • Evt. afbestillingsforsikring, 6% af turens pris (kan bestilles)
  • Tillæg for enkeltværelse (kr. 900)
  • Bookinggebyr kr. 145

 

Accepter cookies

Vagabondtours.dk anvender cookies til at lagre informationer om dine besøg. Vi indsamler ikke personrelaterede informationer. Når du bruger vagabondtours.dk accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere