Cinque Terre og Monterosso (hotel)

På denne vandretur oplever du det bedste af Cinque Terre! Du bor i Monterosso, som er den største af de fem byer. Monterosso ligger ned til kysten er omgivet af strand og klipper. Vandreprogrammet kan gøres lettere eller mere krævende - alt efter hvad der passer dig. På vandreturene oplever du bl.a. de fire andre byer, som udgør Cinque Terre: Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore og vandrestierne i Cinque Terres bagland, hvor færre turister færdes.

Tidligere var "de fem byer" kun tilgængelige fra havet og via vandre- og muldyrsstier. Stierne udgør et fantastisk vandreområde. I 1997 kom Cinque Terre på UNESCOs verdensarvsliste og i 1999 blev Cinque Terre gjort til nationalpark (Italiens mindste nationalpark). I dag er det let, at komme rundt i hele området, da jernbanen, der forbinder Genova og La Sepzia, stopper i alle de fem byer.

Det liguiske køkken er i sig selv værd af rejse efter! Det består af enkle, fedtfattige retter med masser af krydderurter. Gå ikke glip af Pesto alla Genovese (pasta med pesto) lavet af områdets velduftende basilikum og gode olivenolie og prøv også nogle de mange fiske- og skaldyrsretter. Flere steder kan du købe nybagt focaccia og pizza. Vin fremstilles af druer, som har vokset på de stejle terrasser - smag et glas på en af byernes enoteca (vinbar). Vinen Sciacchetrà er områdets specialitet. Det er en halvsød hvidvin/dessertvin og et koldt glas efter vandreturen er forfriskende!

  • Bo den hyggelige by Monterosso og oplev den charmerende gamle bydel.
  • Turens forslag til vandreture kan gøres lettere eller mere krævende. Prøv også en bådtur mellem byerne og oplev Cinque Terre fra havet.
  • Besøg de fire andre pittoreske landsbyer: Riomaggiore, Manarola, Corniglia og Vernazza omkranset af mimoser, klematis, stendiger, vinterrasser og oliven- og citronlunde.
  • Spis på en af byens gode restauranter eller køb lokale specialiteter med hjem og nyd på terrassen.
  • Tag badetøjet med i dagtursrygsækken så du kan tage en svømmetur fra en områdets sand- eller klippestrande.

Dag 1: Ankomst til Monterosso

Du ankommer til Monterosso. Din hotelvært tager imod dig ved hotellet i den gamle bydel. Monterosso har strandpromenade med palmer og bouganvillea. Der er en hyggelig atmosfære i det historiske centrum med mange små gader, pastelfarvede huse og butikker med kunsthåndværk. Besøg byens hyggelige små pladser med udendørsservering og de små butikker med lokalproduceret kunsthåndværk og fødevarer. (-/-/-)

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING
Du har fast base på et dejligt hotel i den charmerende by Monterosso, en af de fem Cinque Terre-byer. Hotellet ligger i et roligt område i den gamle bydel, 100 m fra badestrand. Hotellet er familieejet med en hyggelig atmosfære. I perioden fra maj til oktober serveres morgenmaden i den hyggelige have med citrontræer.

Enkeltværelse kan bestilles. Der er også 3- og 4-sengsværelser (familierum).  Forhør os om pris.

FORPLEJNING
Turen er inkl morgenmad, som serveres på hotellet. Frokost og aftensmad er ikke inkluderet i turens pris. Hotellet har restaurant. I Monterosso findes fødevarebutikker og sandwichbarer, så man enten kan enten spise ude, købe mad/lokalespecialiteter/take-away med hjem eller selv tilberede måltider.

VANDRINGERNE
Du modtager Vagabond Tours' vandremateriale med forslag til vandreture. Materialet indeholder flere vandreruter end du kan nå at gå. Du kan vælge mellem lette, moderate og mere krævende ruter ligesom du kan vælge at tage halv- eller en heldagsvandringer. Der er således stor fleksibilitet i vandreprogrammet og det kan tilpasses alle niveauer. Du har base i Monterosso alle dagene, så du bærer kun en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, kamera mm. Nogle vandreture starter i Monterosso og andre ture slutter i Monterosso og andre ture starter eller slutter i en naboby og du tager således toget dertil/derfra (togbillet købes lokalt). Kyst-vandrestierne (og kun kyststierne) i Cinque Terre er betalings-stier og for at benytte disse, skal du købe en billet. Billetten købes lokalt og pengene går til nationalparken til vedligeholdelse af stierne.

Cinque Terre blev i efteråret 2011 ramt af et usædvanligt, voldsomt regnskyl. De fleste skader er siden udbedret, men i skrivende stund endnu ikke strækningen ad Via dell'Amore fra Riomaggiore til Corniglia.

REJSEN DERTIL
Turen starter og slutter i Monterosso (fast base). Du skal selv sørge for at ankomme til startsted for turen (med fly, tog, bus/taxa eller bil).

Start: Turen starter i Monterosso. Du kan ankomme i løbet af dagen, som det passer dig. Ved ankomst til Monterosso kan du tjekke ind på dit hotel. Du kan flyve til Pisa (nærmeste lufthavn), Milano eller Firenze. Fra lufthavnene er der togforbindelse til Monterosso. Vi anbefaler, at du tager et morgen- eller formiddagsfly fra Danmark.

Slut: Turen slutter om formiddagen i Monterosso. Du kan flyve til Danmark fra Pisa, Milano eller Firenze. Der kører tog fra Monterosso til lufthavnene.

Bil: Hvis du ankommer i bil, skal du møde op på startstedet for turen som angivet i din afrejseinformation. Der er 1490 km fra Danmark til Cinque Terre. Bilen kan parkeres hele ugen i udkanten af Monterosso (mod parkeringsafgift).

Detaljeret ruteinformation: Du får mere detaljeret information om offentlige transportforbindelser mm., når du har meldt dig til turen. Du skal selv planlægge din rejse og købe billetter til og fra startstedet.

INKLUSIVE

  • Overnatning på 3-stjernet hotel i Monterosso
  • Morgenmad
  • Vandrerkort, praktiske oplysninger (dansk) og guidebog (engelsk), 1 sæt per par/gruppe
  • Adgang til Vagabond Tours' rejsevejledning til turens startsted
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Rejsen fra Danmark til Cinque Terre (bil, tog eller flyrejse)
  • Adgangskort til vandrestierne langs kysten (købes lokalt)
  • Togbillet i forbindelse med vandreture (købes lokalt)
  • Evt. tillæg for enkeltværelse (kr. 1500)
  • Evt. tillæg for ekstra nat, dob/enk (kr. 570/kr. 820)
  • Evt. bådtur
  • Frokost og aftensmad
  • Ekstra sæt vandrekort og guidebog (kr. 450 inkl. porto)
  • Afbestillingsforsikring, 6% af turens pris (kan bestilles)
  • Årsrejseforsikring med bagage og hjemtransport (kan bestilles)
  • Evt. turistskat, som nogle italienske byer indførte i 2011 (ca. € 2 per person per overnatning, kan variere og betales på stedet)