Arkiver: News

Pernille (51) og Jette (59) havde aldrig været på decideret vandretur, før de tog afsted på Via Francigena.

Valget faldt på den italienske pilgrimsrute, fordi Pernille bor i Italien. Inspirationen til at tage ud at vandre fik hun fra gode venner, der gik samtlige 800 kilometer på Caminoen og undervejs lagde opslag op på de sociale medier. Pernille fik lyst til at prøve noget lignende, googlede og fandt ud af, at Italien har Via Francigena, en pendant til Caminoen. Hun fik sin veninde Jette, der bor i Københavns-området, med på ideen, men de skulle kun være af sted en uge, for ingen af dem havde mulighed for at være væk længere fra arbejde og familie.

Vi forberedte os egentlig ikke, for vi går i forvejen meget i dagligdagen, og så dyrker vi begge to zumba. Jeg gik en masse kilometer, men der er rimelig fladt her, hvor jeg bor. Pernille fik væsentlig flere højdemeter i benene, siger Jette.

Hun fløj til Italien dagen før, vandreturen begyndte, og så prøvepakkede de to veninder deres rygsække og valgte tøj og udstyr til og fra ud fra vejrudsigten – og vægten.

Veninderne havde i alt fem vandredage, og de første tre var fantastiske.

Vi kom igennem nogle fantastiske naturområder, som var utrolig smukke, og der var nogle virkelig hyggelige små landsbyer undervejs. Så selv om vi var enormt trætte, når vi nåede frem, skulle vi alligevel ud at udforske stedet, siger Pernille.

Fjerdedagen var til gengæld decideret kedelig, fordi ruten gik langs store veje og asfalt.

Pernille havde vabler på fødderne og vi gik hele dagen på asfalt, så det var træls. Men det er nok svært at lave en rute ind mod Rom, der ikke går langs store veje, siger Jette.

Til gengæld var den sidste dag inde i Rom super, selv om ruten også var på asfalt og fortove. Vi kom gennem et flot naturområde, som man ikke forestiller sig, der er i en storby, og vi kom op i højderne, så vi fik en fantastisk udsigt over Rom, siger Pernille.

Vandreturen sluttede ved Peterskirken, hvor de to veninder fik stemplet deres pilgrimspas.

Stemplet gjorde, at vi fik adgang til at gå direkte ind i Peterskirken uden om den kilometerlange kø, og det var en stor oplevelse. Om aftenen var vi selvfølgelig ude at fejre vores bedrift med gode drinks og en god middag, siger Pernille.

Undervejs på Via Francigena overnattede de to veninder på både hoteller, albergo, der er en form for pensionat, og bed & breakfast-steder.

Overnatningsstederne var i top, og vi mødte kun søde mennesker, som var meget imødekommende. Vi kunne ankomme og rejse på de tidspunkter, der passede os, og et sted var restauranten egentlig lukket, men de åbnede, fordi vi var flere vandrere, der havde brug for at få noget at spise, siger Jette.

Frokost og snacks købte Pernille og Jette som regel hos på små købmænd på ruten, og her kom det dem til gode, at Pernille taler italiensk.

I de små landsbyer er der ikke ret mange, der taler engelsk, så det var en stor hjælp for os, at Pernille kan sproget. Vi fik dem til at flække noget brød og fylde salami eller skinke i, og tit fik vi ekstra eller gratis chokolade, fordi de blev så duperet over, at Pernille talte deres sprog, siger Jette.

Veninderne gjorde det til en vane at holde en god lang pause midt på dagen, hvor de spiste frokost og tog skoene af, så både strømper og fødder kunne få luft og blive tørret.

Via Francigena var rigtig godt afmærket med skilte. Derudover fandt de to veninder vej ved at benytte Vagabond Tours’ app, men de brugte samtidig appen Strava, som gjorde, at familien derhjemme kunne følge med i vandreturen.

Vi ville gerne have vidst, at vi skulle ud i så kuperet terræn. Dagsturenes længde og højdemeter generede mig ikke, men jeg kunne godt have tænkt mig at være mere forberedt på det kuperede terræn, så man hver morgen havde en idé om, hvad man skulle ud i den dag, siger Jette.

Pernille havde trods indkøb af dyre vandrestøvler, som hun havde gået til hele sommeren, og uldsokker problemer med vabler. Hun satte vabelplaster på, men blev efter hjemkomsten belært om, at hun burde havde punkteret vablerne med en nål, inden hun satte vabelplaster på.

Så næste gang vi skal afsted, tager jeg en nål og sprit med i bagagen, siger Pernille.

Veninderne har for længst besluttet, at de skal afsted igen, og denne gang vil de vælge en vandretur, der tilbyder bagagekørsel.

Vi gik med ti kilo på ryggen, og det var hårdt, både for skuldre og fødder, samtidig med at vi skulle tænke nøje over, hvad vi pakkede i rygsækken. Vi vaskede sokker i håndvasken om aftenen, og vi gik i det samme tøj, når vi var ude at spise om aftenen, siger Jette.

Vi havde fravalgte at få vores bagage transporteret fra sted til sted, fordi vi synes, det var en doven løsning, men næste gang vi tager afsted, skal vi have bagagetransport, så vi kun skal bære vores dagtursrygsæk, siger Pernille.

Se alle ture til Via Francigena her

Vibeke (59) og hendes australskfødte kæreste Bill (68) er erfarne rejsende. Kæresteparret har valgt at gå tidligt på pension og er de seneste seks år taget verden rundt på aktive rejser, især vandring, snorkling og havkajak. Parret planlægger som regel selv rejserne og indkvarterer sig privat gennem for eksempel Airbnb. Indimellem tager de på grupperejser eller individuelle vandreferier.

Vi ville begge gerne til Irland, og Dingle Way er berømt som vandrerute. Vi har tidligere rejst med Vagabond Tours og så, at de havde Dingle Way som individuel vandreferie, og så gav det ligesom sig selv. Vagabond Tours er et virkelig godt rejsebureau for individuelle vandreferier. Vi har tidligere vandret Bornholm rundt og Kullen rundt med Vagabond Tours, og det har hver gang været skønt og lige som vi gerne ville have det, og sådan blev det også i Irland. Vi bestilte vandreturen som en ti dages tur og fik lagt to fridage ind undervejs, en dag i Dingle og en i Cloghane, fortæller Vibeke.

Dingle Way var en perfekt vandrerute for os. Vandreturene gik igennem meget forskellige landskaber, smukke, øde sandstrande, bjerge med gamle stengærder og fantastiske udsigter, skove, marker og så videre. Ikke to dage var ens, og der var meget at se på undervejs. Ingen steder havde vi følelsen af, at ruten var for svær. Vi brugte Vagabond Tours’ app til at vandre efter, og det fungerede upåklageligt, siger hun.

Parret rejste fra slutningen af juni til midt i juli:

Vejret var fint, bortset fra en dag, hvor det regnede så meget, at vores vært kørte os halvdelen af vejen, så vi kunne nøjes med at gå den smukkeste del af ruten. Vi var glade for at have to fridage, selv om de daglige vandreture var af passende sværhedsgrad for os. Fridagene gav os mulighed for at se lidt mere af områderne. Især Dingle fortjener en ekstra dag, synes vi.

Vibeke og Bill har kun godt at sige om de lokale, de mødte undervejs. Især de værter, parret boede hos, var flinke, og de gjorde deres bedste for at gøre opholdet så godt som muligt.

Generelt var vi meget begejstrede for Dingle Way turen. Naturen er smuk og varieret, ruten var nem at følge, overnatningsstederne var generelt rigtig gode, og alle stederne fik vi virkelig dejlig morgenmad. Om aftenen spiste vi middag på hyggelige pubber.

Har I gode råd, I gerne vil give videre – eller noget I gerne selv ville have vidst?

Inden turen startede, boede vi nogle dage i Dublin på det historiske Trinity College. I sommerperioden kan man relativt billigt bo på kollegieværelser med eget badeværelse, fælles køkken (der var dog ikke andre end os på gangen) og billig morgenmad i kantinen. Vi tog toget til vandreturens start fra Dublin til Tralee. På Dingle Way skiftede vejret en del. Nogle dage vandrede vi i shorts, næste dag med regnfrakke og paraply (den kan vi anbefale at medbringe). Efter vandreturen tog vi en bus til lufthavnen i Kerry, hvor vi havde lejet en bil. Vi rejste derefter rundt i County Kerry (Ring of Kerry), County Clare og County Cork.

Er I erfarne vandrere?

Ja, vi elsker at vandre. Og individuelle vandreferier er fantastiske, fordi al planlægning, bagagetransport og så videre varetages af rejsebureauet, mens vi bare kan nyde turen! Vagabond Tours, eller hvem man nu bestiller rejsen hos, finder også hyggelige små overnatningssteder, som man ville have svært ved selv at finde, hvor man får en personlig velkomst og snak med ejeren. For os giver det rejsen en ekstra dimension, siger Vibeke.

Se alle ture til Dingle Way her

Susanne (55) og hendes søn Anders (17) havde udvalgt sig West Highland Way, da de drog ud på deres første vandretur sammen. Destinationen var egentlig underordnet, for det vigtigste var, at mor og søn kom afsted sammen på en decideret vandreferie et sted i udlandet. Men Susanne ville gerne til Skotland, og da hun fandt ud af, at West Highland Way på en del af ruten følger Storbritanniens største sø, Loch Lomond, var sagen afgjort. Hun havde utallige gange sunget med på omkvædet til den gamle folkemelodi om Loch Lomond (udødeliggjort af det skotske orkester Runrig) og følte allerede, at hun kendte stedet… For Anders var det vigtigste, at de kom til et engelsktalende land, så han også ville kunne kommunikere med lokalbefolkningen.

Hun var som den eneste af de to vant til at vandre, men udelukkende i Danmark. Anders var til gengæld i god form på grund af hyppige besøg på det lokale fitnesscenter.

Vi tog afsted lige da skolernes sommerferie begyndte, så på grund af Anders’ eksamener og travlhed på mit job fik vi ikke rigtig forberedt os, før vi tog afsted, bortset fra et par længere dagsture, men det gjorde ikke så meget. West Highland Way begynder blidt med nogenlunde fladt terræn, der langsomt går over i bakket landskab. Først efter et par dage kommer man op i højlandet med høje skråninger og bjerglandskaber, fortæller Susanne.

Vandreturens tredje dag var hård, for efter et par kilometer langs bredden af Loch Lomond kom det sted, de lokale havde fortalt om, hvor mor og søn skulle vælge mellem ”the low road” og ”the high road”. Præcis som de synger om i sangen om Loch Lomond.

Flere af de vandrere, vi var kommet til at følges med fra morgenstunden, var erfarne og meget veltrænede med alt det rigtige udstyr, og de valgte ”the high road”, fordi den gik op i højderne. Vi valgte ”the low road” langs bredden, og det kom vi ikke til at fortryde. Strækningen var godt nok utrolig krævende og meget hård for lægmuskler og knæ, fordi det hele tiden gik op og ned af store sten og klippefremspring, men udsigten var mageløs. Vi gik hele tiden langs Loch Lomond og kunne se det blanke mørkeblå vand på den ene side og skovklædte skråninger med fossende vandfald på vores side, fortæller Susanne.

Receptionisten på det lille hotel, de havde overnattet på dagen forinden, havde fortalt, at strækningen langs bredden af Loch Lomond var anstrengende – selv om hun aldrig selv havde gået turen! – og hun sagde, at man kunne vælge at forkorte vandringen. Men det viste sig at være lettere sagt end gjort, for strækningen er meget øde. Undervejs støder man hverken på landsbyer, huse eller for den sags skyld veje, der kunne føre en væk fra West Highland Way. Først efter 14 kilometers vandring på stenet klippegrund nåede Susanne og Anders frem til et lille hotel, hvorfra de valgte at tage en genvej frem til næste overnatningssted.

Efter kølige forfriskninger og et tiltrængt hvil opdagede vi, at en lille turbåd lagde til nedenfor hotellet, og den hoppede vi på og blev sejlet tværs over Loch Lomond. På den side af søen er der mindre byer og en trafikeret vej, hvor vi kunne tage en rutebil til vores næste overnatningssted, siger Susanne.

Selv om det egentlig var en nødløsning at tage turen over søen i stedet for at gå den sidste del af vandreturen, var det også en god oplevelse at se landskabet fra søsiden.

Susanne og Anders var så heldige at have godt vejr – det der svarer til almindelig dansk sommervejr – det meste af turen. Kun den sidste vandredag øsede det ned, men selv om de blev våde fra inderst til yderst, fordi selv regntøj, vandtætte vandrestøvler og overtræk til rygsække måtte give op over for den kraftige regn, var det en god oplevelse.

Bjergene blev indhyllet i en tågeagtig dis, der gav landskabet et nærmest eventyrligt præg…

… og det var trods regnen utroligt smukt at se de grønne skråninger med stendiger og masser af får, fortæller Susanne.

Under hele vandreferien mødte mor og søn en del andre vandrere, for West Highland Way er tydeligvis populær, men de traf ikke en eneste dansker eller for den sags skyld skandinav undervejs. Derimod var der mange fra USA, Canada og resten af Europa.

Vi mødte mest andre vandrere på overnatningsstederne. På lange strækninger havde vi det hele for os selv, så det var ikke sådan, at stierne var overfyldte.

Stierne var godt afmærket, så det var ikke noget problem at finde vej. Vi havde også et godt fysisk kort og Vagabond Tours’ vandreapp, men vi brugte dem egentlig mest til at orientere os morgen og aften, ikke til at gå efter. Vi var godt rustet med de informationer, vi havde fået fra Vagabond Tours. Vi ville dog godt have vidst, at vi nogle dage kom til at gå uden at møde et spisested eller en butik. Vi bestilte madpakker på overnatningsstederne, men en anden gang vil vi sørge for at medbringe et større lager af snacks, for eksempel müslibarer, chokolade og nødder, siger Susanne.

Mor og søn gik den sydlige del af West Highland Way og drømmer om at tage den nordlige del også.

Vi fik en fantastisk oplevelse sammen, endnu bedre end jeg havde forestillet mig, og jeg havde ellers store forventninger, da vi tog hjemmefra. Vi fik snakket om mange ting, som vi ikke får talt om i en travl hverdag, men vi gik også på lange strækninger uden at tale sammen, fordi vi var fordybet i vores egne tanker eller gik og hørte musik eller podcast, siger Susanne.

 

Se alle ture til West Highland Way