Ægteparret Søren (58) og Tina (55) og deres to børn, tvillingerne Katrine og Mads (19), fik en fælles oplevelse for livet, da de valgte at vandre rundt om Mont Blanc. Turen går gennem syv dale og tre lande med hver deres særpræg, Frankrig, Schweiz og Italien. Belønningen var flot natur, der veksler mellem græsgange og grønne dale, bjerglandskaber og gletchere, frisk ren bjergluft – og ikke mindst muligheden for at kunne være sammen på en måde, hvor man kunne bruge kroppen fuldt ud.
Søren har selv været på Mont Blanc i sine yngre dage, og familien har to gange været på sommerferie i Chamonix på den franske side, men det var første gang, at de fire familiemedlemmer var afsted på en så aktiv ferie.
Vi havde egentlig ikke forberedt os på turen rent fysisk, men vi er alle sammen i god form. Jeg sejler for eksempel og løber, begge børn dyrker meget sport, og vi er alle sammen glade for at stå på ski, siger Søren.
Han havde hørt om turen rundt om Mont Blanc fra to kolleger, der begejstret fortalte om deres oplevelser.
Vi valgte komfortudgaven med dobbeltværelser og bagagetransport, og det var dejligt at kunne få lidt privatliv, når vi nåede frem til overnatningsstedet. Som regel var der bad på gangen, og der var fællesspisning om aftenen, og det var vældig hyggeligt. Vi bestilte frokost i hytterne, men der var også flere steder undervejs på ruten, hvor man kunne købe noget at spise.
Vi bestilte turen ret sent, og en anden gang vil vi nok booke i god tid, så man er sikker på at kunne få de bedste overnatningssteder.
Familien opdagede undervejs, at det ikke var nødvendigt med så meget bagage.
Vi fandt ud af, at vi kunne have klaret os med meget mindre tøj, men det er vigtigt med godt undertøj, trøjer, vindjakker og ikke mindst regntøj. Vi havde to dage med kraftig regn, og en af dagene blev vi kørt til næste overnatningssted, fordi der var tordenvejr, siger Søren.
Han anbefaler også, at man husker hue, handsker og halsedisse, for det kan godt være koldt i bjergene, også selv om man vandrer om sommeren. Vandrestave og god rygsæk er også godt udstyr, og så er det vigtigt, at vandrestøvler er gået til, når man begiver sig ud på turen. Tinas vandrestøvler var helt nye, så hun havde vabler de første dage.
Vi var godt forberedt på sværhedsgraden, både via mine samtaler med de kolleger, der havde prøvet turen, og det materiale, vi fik fra Vagabond Tours.
Turen var mellemhård, men den var teknisk ikke svær.
Vi skulle for eksempel ikke ud i egentlig klatring, men det er nogle lange dage med mange højdemeter, og nogle gange er det zig-zag op af bjerget, siger Søren.
Stierne er fint afmærket, og takket være Vagabond Tours’ app havde vi ingen problemer med at følge med i, hvor vi var. Hver dags vandring er fint beskrevet, så den er en kæmpe hjælp.
Vi gik med uret rundt om Mont Blanc efter anbefaling fra Vagabond Tours. Normalt går man mod uret, men det var en stor fordel at gå med uret, så vi ikke mødte de samme mennesker hele tiden.
Familien har fået en oplevelse for livet på vandreturen rundt om Mont Blanc.
Vi har fået talt om en masse ting, som man ikke snakker om til daglig. Vi har været sammen på en helt anden og aktiv måde, og det har været ekstremt på mange måder, men også fantastisk.