Susanne (55) og hendes søn Anders (17) havde udvalgt sig West Highland Way, da de drog ud på deres første vandretur sammen. Destinationen var egentlig underordnet, for det vigtigste var, at mor og søn kom afsted sammen på en decideret vandreferie et sted i udlandet. Men Susanne ville gerne til Skotland, og da hun fandt ud af, at West Highland Way på en del af ruten følger Storbritanniens største sø, Loch Lomond, var sagen afgjort. Hun havde utallige gange sunget med på omkvædet til den gamle folkemelodi om Loch Lomond (udødeliggjort af det skotske orkester Runrig) og følte allerede, at hun kendte stedet… For Anders var det vigtigste, at de kom til et engelsktalende land, så han også ville kunne kommunikere med lokalbefolkningen.
Hun var som den eneste af de to vant til at vandre, men udelukkende i Danmark. Anders var til gengæld i god form på grund af hyppige besøg på det lokale fitnesscenter.
Vi tog afsted lige da skolernes sommerferie begyndte, så på grund af Anders’ eksamener og travlhed på mit job fik vi ikke rigtig forberedt os, før vi tog afsted, bortset fra et par længere dagsture, men det gjorde ikke så meget. West Highland Way begynder blidt med nogenlunde fladt terræn, der langsomt går over i bakket landskab. Først efter et par dage kommer man op i højlandet med høje skråninger og bjerglandskaber, fortæller Susanne.
Vandreturens tredje dag var hård, for efter et par kilometer langs bredden af Loch Lomond kom det sted, de lokale havde fortalt om, hvor mor og søn skulle vælge mellem ”the low road” og ”the high road”. Præcis som de synger om i sangen om Loch Lomond.
Flere af de vandrere, vi var kommet til at følges med fra morgenstunden, var erfarne og meget veltrænede med alt det rigtige udstyr, og de valgte ”the high road”, fordi den gik op i højderne. Vi valgte ”the low road” langs bredden, og det kom vi ikke til at fortryde. Strækningen var godt nok utrolig krævende og meget hård for lægmuskler og knæ, fordi det hele tiden gik op og ned af store sten og klippefremspring, men udsigten var mageløs. Vi gik hele tiden langs Loch Lomond og kunne se det blanke mørkeblå vand på den ene side og skovklædte skråninger med fossende vandfald på vores side, fortæller Susanne.
Receptionisten på det lille hotel, de havde overnattet på dagen forinden, havde fortalt, at strækningen langs bredden af Loch Lomond var anstrengende – selv om hun aldrig selv havde gået turen! – og hun sagde, at man kunne vælge at forkorte vandringen. Men det viste sig at være lettere sagt end gjort, for strækningen er meget øde. Undervejs støder man hverken på landsbyer, huse eller for den sags skyld veje, der kunne føre en væk fra West Highland Way. Først efter 14 kilometers vandring på stenet klippegrund nåede Susanne og Anders frem til et lille hotel, hvorfra de valgte at tage en genvej frem til næste overnatningssted.
Efter kølige forfriskninger og et tiltrængt hvil opdagede vi, at en lille turbåd lagde til nedenfor hotellet, og den hoppede vi på og blev sejlet tværs over Loch Lomond. På den side af søen er der mindre byer og en trafikeret vej, hvor vi kunne tage en rutebil til vores næste overnatningssted, siger Susanne.
Selv om det egentlig var en nødløsning at tage turen over søen i stedet for at gå den sidste del af vandreturen, var det også en god oplevelse at se landskabet fra søsiden.
Susanne og Anders var så heldige at have godt vejr – det der svarer til almindelig dansk sommervejr – det meste af turen. Kun den sidste vandredag øsede det ned, men selv om de blev våde fra inderst til yderst, fordi selv regntøj, vandtætte vandrestøvler og overtræk til rygsække måtte give op over for den kraftige regn, var det en god oplevelse.
Bjergene blev indhyllet i en tågeagtig dis, der gav landskabet et nærmest eventyrligt præg…
… og det var trods regnen utroligt smukt at se de grønne skråninger med stendiger og masser af får, fortæller Susanne.
Under hele vandreferien mødte mor og søn en del andre vandrere, for West Highland Way er tydeligvis populær, men de traf ikke en eneste dansker eller for den sags skyld skandinav undervejs. Derimod var der mange fra USA, Canada og resten af Europa.
Vi mødte mest andre vandrere på overnatningsstederne. På lange strækninger havde vi det hele for os selv, så det var ikke sådan, at stierne var overfyldte.
Stierne var godt afmærket, så det var ikke noget problem at finde vej. Vi havde også et godt fysisk kort og Vagabond Tours’ vandreapp, men vi brugte dem egentlig mest til at orientere os morgen og aften, ikke til at gå efter. Vi var godt rustet med de informationer, vi havde fået fra Vagabond Tours. Vi ville dog godt have vidst, at vi nogle dage kom til at gå uden at møde et spisested eller en butik. Vi bestilte madpakker på overnatningsstederne, men en anden gang vil vi sørge for at medbringe et større lager af snacks, for eksempel müslibarer, chokolade og nødder, siger Susanne.
Mor og søn gik den sydlige del af West Highland Way og drømmer om at tage den nordlige del også.
Vi fik en fantastisk oplevelse sammen, endnu bedre end jeg havde forestillet mig, og jeg havde ellers store forventninger, da vi tog hjemmefra. Vi fik snakket om mange ting, som vi ikke får talt om i en travl hverdag, men vi gik også på lange strækninger uden at tale sammen, fordi vi var fordybet i vores egne tanker eller gik og hørte musik eller podcast, siger Susanne.
