Mandag den 22. september 2025 kl. 20.19 indtræffer efterårsjævndøgn – et lille magisk øjeblik, hvor dag og nat næsten er lige lange. Det markerer farvel til sommeren og et varmt velkommen til efteråret.
Efterårsjævndøgn er et af de fire vigtige tidspunkter på året, der deler året op i årstider. På denne dag står solen lodret over Jordens ækvator, og over hele verden oplever vi næsten lige meget lys og mørke. For os vandrere betyder det starten på en ny sæson: luften bliver friskere, bladene får glødende farver, og stierne dækkes af raslende blade.
Selvom man ofte hører, at dag og nat er præcis lige lange, er det faktisk ikke helt korrekt. På grund af atmosfærens lysbrydning og måden vi måler solopgang og solnedgang på, er dagen en smule længere end natten – men forskellen er kun få minutter.
Det særlige ved jævndøgn er også, at solen denne dag står op præcis i øst og går ned præcis i vest. Og hvis du stod på Ækvator, ville solen passere lige over dit hoved. På Nordpolen begynder nu seks måneders mørke, mens Sydpolen går ind i seks måneders dagslys.
For os i Danmark betyder efterårsjævndøgn, at vi officielt træder ind i efterårssæsonen, som varer indtil vintersolhverv den 21. december. Og med efteråret følger både kortere dage og en særlig ro, som mange af os forbinder med vandringer i skove, langs kyster og på stier, hvor naturen skifter farve for hvert skridt.
Så måske er det netop nu, du skal snøre vandrestøvlerne og gå en tur ud i landskabet – for at mærke, at efteråret er kommet.








