FÆLLESTUR: RUNDT OM MONT BLANC

Turfakta
🇨🇭🇮🇹🇫🇷
Tur ID: 47MON-2
Turtype: Group
Vandreture Vandreture
Hvornår:
31 jul-08 aug
Varighed:
9 dage / 8 nætter
Sværhedsgrad:
Let øvet-Rutineret
Må hunde medbringes:
Nej
Bemærk:
Denne tur er en fællestur med turleder. Din store bagage køres mellem overnatningsstederne. Alle måltider er inkluderet. Max 12 deltagere.
17.500 DKK

Drømmer du om at opleve en af verdens mest ikoniske vandreture, Tour du Mont Blanc, i et socialt og trygt fællesskab? På denne vandretur rundt om Mont Blanc vandrer du gennem tre lande – Frankrig, Schweiz og Italien – i selskab med en lille gruppe på op til 12 deltagere og en erfaren turleder. Turen starter i Les Houches, en charmerende alpeby ved foden af Mont Blanc. Undervejs krydser du spektakulære bjergpas som Col des Fours (2665 m) og passerer frodige grønne dale med maleriske alpelandsbyer.

Bagagen bliver kørt fra sted til sted, så du kan vandre ubesværet med din dagstursrygsæk. Overnatningen foregår på hyggelige bjerghytter, hvor du kan nyde den fantastiske bjergstemning og udsigten til de sneklædte tinder. Alle måltider er inkluderet, så du blot kan koncentrere dig om at nyde den storslåede natur og fællesskabet i gruppen. Med en kompetent turleder er der taget hånd om planlægningen – du skal bare vandre, nyde og lade dig forføre af Alpernes magi.

    • Tag med på en fællestur, hvor en dygtig turleder leder vejen gennem Mont Blanc-massivet.
    • Bagagen bliver kørt, så du kan nyde vandreturen.
    • Overnat på autentiske bjerghytter med spektakulær beliggenhed og hyggelig stemning.
    • Inkluderet fuld forplejning med lækre måltider – aftensmad, morgenmad og picnicfrokost.
    • Oplev bjergenes kontraster: dramatiske bjergpas, idylliske dale og gletsjertunger, der snor sig mod landsbyerne.
DAG 1: ANKOMST TIL CHAMONIX-DALEN (HOTEL, FRANKRIG)

Denne dag er en rejsedag, hvor vi ankommer til den lille by Les Houches – i Chamonixdalen.
Turen starter i København, hvorfra vi flyver til Geneve Lufthavn. Her hentes gruppen af en privat minibus, der kører os til vores hotel, hvor vi indkvarteres.
Vi spiser aftensmad sammen med turlederen – en hyggelig aften, hvor vi snakker og lærer hinanden lidt at kende (-/-/A).

Vi spiser morgenmad og er klar til afgang. En bustur bringer os  gennem dalen til startstedet for vores vandretur  i Montroc. Fra Montroc (1382 m) går turen i retning af landsbyen Le Tour, Charamillon-hytterne og Balme-passet (2131 m). Nedstigning til de schweiziske græsgange og landsbyen Trient i Schweiz, hvor vi indkvarteres i bjerghytte. Overnatning i Trient i Schweiz. 7 timers vandring, 840 m op og 920 m ned. (M/F/A)

For at komme til Champex kan vi vælge ruten gennem Bovine-græsgangene, hvor man vandrer ad en sti oven for Rhône-dalen, eller en mere høj-alpin rute gennem Arpette-vinduet (fenêtre d’Arpette). Turlederen vurderer, hvilken rute, der passer bedst til vejret mm. Nedstigning til Champex (1434 m), hvor vi indkvarteres i bjerghytte. Overnatning i Champex i Schweiz. 7 timers vandring, 1100 m op og 750 m ned eller 7,5 t vandring, 1300 m op og 970 m ned. (M/F/A)

Vi vandrer op gennem de enorme græsgange til det store Ferret-pas (2537 m). Efter at have passeret grænsen, går ruten gennem den italienske Ferret-dal neden for de imponerende udløbere af Mont Blanc’s bagside. Turen slutter i det højtliggende Refugio Elena over for gletscheren Pré de Bar. 7 timers vandring, 840 m op og 750 m ned. (M/F/A)

Via landsbyerne Séchéron og Armina går vi på siden af Monte della Saxe med fantastiske udsigter til Mont Blanc og andre toppe og går ned til Courmayeur. Herfra en kort bustur til vores bjerghytte (indkvartering). Ca. 7 timers vandring, 650 m op og 1200 m ned. (M/F/A)

Opstigning i Veni-dalen til Lac de Miage (en gletschersø neden for Miage-gletcherens tunge), Refugio Elisabetta og derfra op til Seigne-passet (2526 m) på grænsen til Frankrig med endnu en udsigt til Mont Blanc. Kort transfer om eftermiddagen. Overnatning i Italien. Ca. 7½ times vandring, 850 m op og 650 m ned. (M/F/A)

Opstigning til Bonhomme-passet (2453 m), som før i tiden blev flittigt benyttet af bissekræmmere, og nedstigning til Notre Dame de la Gorge. Herfra kort bustur til hotellet i Les Contamines. Ca. 7½ times vandring, 950 m op og 1550 m ned. (M/F/A)

Efter Contamines opstigning til Tricot-passet (2100 m) med en utrolig udsigt ned i Chamonix-dalen og til Bionnassay-gletcheren op til Mont Blanc helt tæt på. Derefter nedstigning til landsbyen Les Houches, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen. Vi indkvarteres på vores hotel i Les Houches og spiser aftensmad sammen. 7,5 timers vandring, 1100 m op og 1250 m ned. (M/F/A)

På turens sidste dag, kan vi nyde et dejligt morgenbord og tænke tilbage på turens mange minder og strabadser.
Efter morgenmaden hentes vi på hotellet af vores privatbus og køres til lufthavnen i Geneve.
Vi flyver fra Geneve til København. Slut på en oplevelsesrig tur. (M/-/-)

Dagsprogrammet er udarbejdet med udgangspunkt i de senest tilgængelige oplysninger.  Ændringer mht. overnatningssteder kan forekomme, da der er tale om mindre bjerghytter med begrænset kapacitet.

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING
På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Første og sidste nat bor vi på hotel i Les Houches i Chamonix-dalen (indkvartering i dobbeltværelser – der er mulighed for enkeltværelse mod tillæg). Undervejs på turen overnatter vi på sovesal i bjerghytter (refuges/rifugi) i Frankrig, Schweiz og Italien. Det er traditionelle bjerghytter med charme og flot beliggenhed. Der er tæpper i hytterne, så du skal blot medbringe en lagenpose. Hytterne betjenes af entusiastiske bjergfolk, der i disse afsides bjergegne får tingene til at fungere. Der er tradition for hjælpsomhed i bjergene.

FORPLEJNING
Turen er inkl. alle måltider (dog ikke frokost på ud- og hjemrejsedagen). Morgenmad og aftensmad serveres i bjerghytterne, hvor vi overnatter. Maden serveres i spisesalen, hvor vi spiser sammen med de andre vandrere, der overnatter i hytten. Vi deles om at bære den fælles proviant til dagens frokost, når vi vandrer. Til frokosten skal man medbringe en plastikbøtte med låg, bestik, krus og evt. tallerken. Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider er inkluderet eller ikke inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

VANDRINGERNE
Turen byder på 7 vandredage, hvor man går fra hytte til hytte. Højdeforskellen kan være på op til 1100 m opad og 1500 m nedad. De enkelte dagsvandringerne er af ca. 7 timers varighed (effektiv vandretid, hvortil kommer pauser). For at få glæde af turen skal man være i god form.

Bagagen bliver kørt frem til næste overnatningssted, og man bærer således kun en mindre rygsæk (ca. 35-40 liter) med de ting, man skal bruge i dagens løb, såsom fælles proviant til samme dag, drikkedunk, varm trøje, regntøj mm.

Der er mulighed for at efterlade evt. ekstra bagage, som du ved, du ikke får brug for i bjergene. Det er praktisk, hvis du medbringer en let taske eller en kraftig plastikpose til den del af bagagen, som skal opbevares, mens du er i bjergene.

TRYGHED OG AUTENCITET MED EN LOKAL TURLEDER
På hele vandringen er du i de sikre hænder på vores erfarne og lokalkendte turleder. Vores guide er ikke blot en ekspert på stien; han eller hun er hjemmehørende i regionen og taler flydende engelsk. Denne unikke kombination betyder, at du får en autentisk og tryg rejse.

Guiden kender de bedste udsigter, vejret og bjergenes udfordringer. Det giver en uvurderlig følelse af sikkerhed, især på en krævende tur som denne. Du kan slappe helt af og fokusere på oplevelsen, vel vidende at den logistik, vejvalg og sikkerhed er i de bedste og mest kyndige hænder.

Selvom guiden er engelsktalende, er alle dine medvandrere fra Danmark. Det skaber en uformel og hyggelig gruppedynamik fra dag ét, hvor man deler glæden ved bjerge og vandring. Det er den perfekte blanding af et internationalt perspektiv gennem guiden og et godt, dansk rejsefællesskab.

Vi har valgt at gruppen maksimalt skal have 12 deltagere. En lille gruppe giver en mere personlig oplevelse, hvor det er nemt at komme tæt på både naturen og de andre i gruppen. Her bliver man set og hørt, og turen får en afslappet og rar stemning.

Vagabond Tours har arrangeret denne fællestur rundt om Mont Blanc i mange år, og turen er finpudset til perfektion. Vi ved præcis, hvad der skal til for at gøre turen til en uforglemmelig oplevelse. Turen er krævende og stiller krav til din fysiske form, men belønningen er en utrolig følelse af frihed og sammenhold, som du vil bære med dig langt efter, at turen er slut.

REJSEN DERTIL
Turen er inkl. fly t/r fra København til Geneve. Der er sørger for alt – når gruppen kommer til Geneve lufthavn, hentes vi af en privat bus, der kører os til vores første overnatningssted på turen, hvor vi skal bo på en hyggeligt hotel i landsbyen Les Hourches i Chamonix-dalen.

Flytiderne er:

Udrejse: 31. juli 2026: København – Geneve (direkte), afg. kl. 12.40 – ank. kl. 14.40

Hjemrejse: 8. august 2026: Geneve – København (direkte), afg. kl. 14.50 – ank. kl. 16.50

Der tages forbehold for ændringer i flytider.

Også på hjemrejsen bliver vi hentet på vores overnatningssted og køres til Geneve lufthavn, hvorfra vi flyver retur til København.

PRIS
Se turens pris i faktaboks.

Nedenfor kan du se, hvad der er inklusive/eksklusive i turprisen.

INKLUSIVE
•Fly København-Geneve t/r (direkte)
•Privat transfer fra Geneve Lufthavn til Chamonix-dalen t/r
•8 x overnatning (2 x hotel og 6 x sovesal)
• Morgenmad alle dage
• Frokost alle dage (medbringes som picnic i bjergene), dog ikke frokost på ankomst- og hjemrejsedag
• Aftensmad alle dage (dag 1-8)
• Lokal transport i forbindelse med vandreprogram (dog ikke lokalbus dag 5, beregn ca. € 5)
• Kørsel af bagage (1 stk. á maks. 10 kg)
• Lokal turleder (engelsktalende)
• Gebyr til Rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE
• Lokalbus i Italien (ca. € 5)
• Evt. drikkevarer
• Evt. tillæg for enkeltværelse første og sidste nat i Les Houches, kr. 1200
• Evt. rejse- og afbestillingsforsikring

Læs Søren og Tinas rejseberetning fra deres familieferie til Mont Blanc her.

Tidligere rejsende fortæller:

“Jeg har i flere år haft lyst til at gå rundt om Mont Blanc fordi jeg i forvejen kender Chamonix-dalen godt. Jeg oplever, at en fællestur giver et ekstra “løft”, fordi man ud over de store naturoplevelser også får fællesskabet og det sociale element – og man slapper mere af, når man ikke skal tænke på at finde vej. Turlederen havde 100% tjek på ruten, var meget informativ og havde mange gode, brugbare råd om vandring, udstyr etc.”

T. Røntorp, Sorø

“Dagsetaperne var passende og guiden forberedte os godt på hvad vi skulle forvente i dagens løb. Han var ansvarlig og passede turen, hvis det var nødvendigt. Maden var varieret og med nationale islæt, og der var en god balance mellem deltagerne i gruppen. Vi havde en rigtig fin tur!”

L. Jørgensen, Slagelse

Vagabond Tours' foredrag

Vi tilbyder foredrag om bl.a. Mont Blanc.
Klik videre for at læse mere om de kommende foredrag og tilmeld dig. Hvem ved? Måske bliver det startskuddet til dit næste store vandreeventyr!

Har du spørgsmål til turen?

Kontakt os, så vender vi retur hurtigst muligt.