George Dalmose (77) er en erfaren vandrer med lange vandreture i hele Europa bag sig, og han har naturligvis som enhver anden rejsende fortalt familie og venner om sine mange oplevelser på vandreture over hele Europa. Beretningerne om de lange strækninger i tavshed og de meditative og spirituelle oplevelser undervejs fik en dag hans jævnaldrende gode ven gennem 50 år, Knud, til at udbryde, at han var misundelig og gerne ville med en dag, og som sagt, så gjort. Sammen tog de to ældre herrer afsted på Marskstien, en 54 kilometer lang tur gennem Tøndermarsken i det sydvestligste hjørne af Danmark.
Jeg har selv gået Marskstien et efterår, og det er en god begynder-vandrerute, fordi der hverken er stigninger eller kuperet terræn. Nærmest tværtimod, det er det fladeste landskab, og den højeste stigning er vel to meter, fortæller George.
Inden vi tog afsted, sendte jeg Knud ned til udstyrsforretningen Bjergkæden i Køge, så han kunne blive ekviperet til vandreturen med vandrestøvler, sokker, bukser, vindjakke og vandrestave, og så drog vi afsted til Sønderjylland. Vi overnattede i Tønder, og dagen efter begav vi os ud på ruten.
Knud fik besked på at gå forrest, så han kunne gå i sit eget tempo og finde sin vandrerytme. George instruerede ham i, hvordan man bruger vandrestave, men derudover talte de to gamle venner faktisk kun sammen, når de en gang imellem holdt pause.
Vi gik 15 kilometer fra Tønder til Rudbøl stort set i tavshed, så vi kunne tage det særegne landskab til os og gå i vores egne tanker. Jeg havde taget sandwich og bananer med, og vi holdt pause midt på dagen, hvor vi snakkede lidt om marsklandskabet og fuglene, men ellers gik vi uden at tale, siger George.
Han har været på vandreture over hele Europa og vandrer altid alene.
Jeg har én gang været på en grupperejse til West Highland Way, og det gør jeg aldrig igen. Vi havde en fantastisk guide, og landskabet var enestående, men det er ikke noget for mig at skulle vandre med andre. Så klager den ene over, at man skal tidligt op, den anden kan ikke lide maden, og en tredje vil holde pause hele tiden. Jeg kan bedst lidt at vandre alene eller sammen med en god ven som Knud, siger George.
Tøndermarken ligner ikke noget andet sted i Danmark. Landskabet er fladt, åbent og øde, når man ser bort fra nogle enkelte marskgårde og små byer, der på grund af risikoen for oversvømmelse eller decideret stormflod er bygget på diger eller anlagt i forholdsvis højtbeliggende områder. Man går på diger mellem grøfter og kanaler, og undervejs passerer man græssende får og kreaturer og kan nyde det rige fugleliv. I det tidlige forår og om efteråret kan man være så heldig at se fænomenet ”sort sol”, store stæreflokke, der flyver i smukke formationer på himlen.
Knud er udfordret helbredsmæssigt. Men han klarede turen i fin stil, og han var jublende lykkelig. Vi nød også begge to det fantastiske og barske landskab, som er så anderledes, end det vi kender, siger George, der ligesom Knud bor på det frodige Sjælland.
Fra grænsebyen Rudbøl, hvor man kan stå med det ene ben i Danmark og den andet i Tyskland, gik turen videre over digerne til Højer med det fremskudte dige og Vidåslusen. Derfra over slotsbyen Møgeltønder med Schackenborg Slot og Slotskro tilbage til Tønder. Undervejs fik de ældre herrer både de meditative og spirituelle oplevelser, George på forhånd havde fortalt Knud om, men de kom også i snak med spændende mennesker på ruten, for eksempel den sjove krofatter i Rudbøl.
Vandreturen på Marskstien har givet Knud lyst til mere, og de to gamle venner har allerede aftalt at tage Gendarmstien på den østlige side af Sønderjylland næste gang. Inden da skal Knud have nogle kilometer i benene, så han er i bedre form til næste gang, og George begiver sig ud på nye eventyr. Hans næste solo-tur går til Hadrian’s Wall i det nordlige England.
Jeg går cirka 4.000 kilometer om året, siger George, der har nydt at vandre, siden han som barn boede med sin familie i Canada, hvor hans danske far var møbelarkitekt.
George begyndte dog først på de lange vandreture i 2017, da han gik samtlige godt 800 kilometer på den franske camino fra St. Jean i Frankrig til Santiago de Compostela i det nordlige Spanien for at ære og mindes sin afdøde hustru.
Jeg havde nogle svære år, efter at Lone døde, og først små ti år efter havde jeg både mentalt og fysisk styrke til at gå Camino Francés. Men så tog jeg også den fulde klassiske pilgrimsrute, og jeg græd, da jeg nåede katedralen i Santiago, for det var en total forløsning for mig, siger George.
Han har siden vandret omtrent alle varianter af caminoen, blandt andet Camino Portugues og Camino Primitivo. Desuden har han vandret lange ture i både ind- og udland.
Men jeg går næsten altid alene, for udover de meditative og spirituelle oplevelser undervejs kommer man nemt i kontakt med andre mennesker, når man vandrer på egen hånd. Jeg tror på, at man møder de mennesker i livet, man skal møde, og jeg har fået venner for livet på mine vandreture. Jeg er blevet behandlet gæstfrit forskellige steder i udlandet, og jeg har kvitteret ved at beværte folk godt, hvis de efterfølgende er kommet til Danmark, siger George.
Han har planer om at markere sin 80-års fødselsdag ved at genbesøge Camino Francés, for alder er ingen hindring, når blot lysten til at vandre er intakt.
Som en ældre tysk herre sagde til mig på Camino del Norte: Som pilgrim på de lange caminoer er alder en illusion.
