78-årige Hanne er en erfaren vandrer, og hun har især erfaring fra den klassiske Camino Francés, hvor hun har gået flere af strækningerne gennem de seneste ti år. Men nu har hun for tredje gang vandret på Camino Portugués og har gjort op med sig selv, at hun faktisk bedre kan lide den portugisiske pilgrimsrute end den spansk-franske.
For tre år siden gik hun Camino Portugués sammen med sine voksne børn, og hun har også vandret med en veninde. Senest har hun sammen med sin 71-årige svoger som rejse- og vandrefælle gået fra Porto i det nordlige Portugal til Santiago de Compostela i den spanske provins Calicien, en tur på 14 dage og 235 kilometer.
Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk bedre kan lide Camino Portugués end den franske camino, for der er utrolig smukt, og samtidig er der ikke så mange mennesker. Camino Portugués er helt klart også blevet mere populær i de senere år, siger Hanne.
På Camino Portugués veksler landskabet mellem klippebeklædte kyststrækninger, pittoreske landsbyer, langstrakte marker med for eksempel vindruer, majs og peberfrugt, krystalklare vandløb og floder samt dybe skove med for eksempel eukalyptustræer.
Jeg kan godt lide at gå i smuk natur med små hyggelige landsbyer undervejs. Man kommer forbi små cafeer, hvor de gamle sidder med deres kaffe og snakker i timevis, og det virker meget autentisk og meget lidt ”turistet”. Ude på landet går man på lange strækninger forbi vinmarker, hvor de høster vindruer manuelt. Jeg føler, at man ser hverdagen i for eksempel det nordlige Portugal i stedet for et turist-glansbillede, og de eneste andre turister, man møder, er dem, der går caminoen ligesom en selv. Jeg kan godt lide at få en fornemmelse af det ægte liv, og det føler jeg, man får på Camino Portugués, siger Hanne.
Vi overnattede som regel i mindre byer, men ellers var vi mest ude i landskabet og naturen. Nogle dage blev vi kørt syv-otte kilometer ud af byen, så vi ikke først skulle vandre forbi huse, trafikerede veje og industri, før vi kom ud i terrænet. Vi gik 20-25 kilometer om dagen, og det var lidt hårdere denne gang end de to andre gange, jeg har gået Camino Portugués. Vi klarede det, også min svoger, der ikke har vandret så meget som jeg selv.
Hannes råd til andre, der måtte have lyst til at vandre i Portugal, er gode vandrestøvler, gode vandrestave – og ikke mindst at man skal tage sig den tid, der skal til.
Vi startede klokken otte, måske halv ni om morgenen, og så var vi typisk fremme ved det næste overnatningssted sidst på eftermiddagen, så vi brugte hele dagen på at vandre. Men vi havde jo heller ikke andet, vi skulle nå, så vi kunne lige så godt tage os god tid. Hvorfor skulle vi skynde os for at komme hen på et hotelværelse – så var det da bedre at nyde naturen, siger hun.
Vandring er en form for frihed, for der er højt til himlen, og det eneste man skal tænke på er at flytte sine fødder. Jeg føler mig altid ubekymret, når jeg er afsted på vandreture i udlandet, for jeg skal ikke gå og tænke på praktiske ting derhjemme, og om mine børn og børnebørn har det godt. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være denne gang, for jeg plejer at rejse alene eller med en veninde, og jeg har ikke været ude at vandre med min svoger før, men det gik rigtig fint. Vi gik indimellem og snakkede undervejs, også om alvorlige ting, som for eksempel at blive alene, men vi kunne også gå i vore egne tanker på lange strækninger.
Mange tænker, at de ikke vil kunne klare at vandre 20 kilometer, men det kan man godt. Man skal bare tage strækningen i etaper og holde nogle gode pauser undervejs, og der er mange muligheder for at holde hvil. Man kan sætte sig på en mark med en madpakke, men der er også hyggelige landsbyer, hvor man kan nyde en omelet eller en kop kaffe og en croissant. Man kan som regel købe frokost undervejs, men ellers er det en god idé at proviantere, så man har en banan eller en müslibar i rygsækken, hvis man skulle blive sulten eller gå sukkerkold.
Undervejs mødte makkerparret ikke mange turister.
Vi så ikke ret mange andre turister i det hele taget, men vi har stort set ikke mødt danskere. Derimod var der vandrere fra især USA, Canada, Irland, Skotland og Schweiz, altså fra lande, der også selv er kendt for fine vandreruter, siger Hanne.
Vi har også gode vandreruter i Danmark, for eksempel Gendarmstien og Øhavsstien, men det er bare noget andet at tage til et andet land og vandre. Oplevelsen bliver mere eksotisk på en eller anden måde, du falder i snak med spændende mennesker fra andre dele af verden, og maden er anderledes, siger hun.
Vi kom meget hurtigt ind i rytmen, hvor vi stod op om morgenen, pakkede, spiste morgenmad og begyndte at vandre. Man vænner sig hurtigt til at leve i en kuffert, og vi fandt ud af, at man faktisk ikke behøver ret meget tøj. Vi skiftede gerne om aftenen, men ellers gik vi i det samme tøj.
Efter 12 vandredage sluttede turen i Santiago de Compostela.
Selv om jeg har prøvet det før, var det en stor oplevelse at komme ind til katedralen i Santiago de Compostela, og det var hyggeligt at møde nogle af de mennesker, vi havde mødt undervejs. Selv om vi måske kun havde nikket til dem ude på ruten, var det lidt som at møde gamle bekendte, fordi vi nu havde noget til fælles. Vi deltog i messen klokken 12, og da nonnen begyndte at synge solo, trillede tårerne ned af mine kinder – det er så smukt. Besøget i katedralen er på flere måder turens højdepunkt, men hele rejsen var en rigtig god oplevelse og endnu bedre, end jeg havde forestillet mig, siger Hanne.
